Graviditetsvisningen i Sundhedsjournalen
Graviditetsmappen er en del af den nationale sundhedsinfrastruktur. Den bruges til at dele graviditetsspecifikke dokumenter (HL7 CDA) via snitflader, så oplysninger om graviditetsforløbet kan deles mellem de sundhedsfaglige og den gravide.
Fra ibrugtagningsdatoen vil oplysningerne vil være tilgængelige i Sundhedsjournalens visningskomponent på de regionale fødesteder. De vil også være integreret i Digital Svangrejournal, som bruges i almen praksis.
Den kommunale sundhedspleje vil på sigt få læseadgang til visningen på Sundhedsjournalen.
Visningen på Sundhedsjournalen er udviklet af sundhed.dk og er kvalitetssikret af en brugergruppe bestående af klinikere og it-repræsentanter fra regioner og kommunal sundhedspleje.
Den gravide vil kunne se sine egne data i appen Min Graviditet.
Med indførelsen af Graviditetsmappen udfases de nuværende papirblanketter - vandrejournalen og svangerskabsjournalen.
Almen praksis
Egen læge får adgang til Graviditetsmappen direkte i sit eget journalsystem via løsningen Digital Svangrejournal. Løsningen udvikles af Praktiserende Lægers Organisation i samarbejde med PLSP, MedCom og lægesystemleverandørerne.
Digital Svangrejournal skal understøtte almen praksis’ arbejdsgange i graviditetsforløbet og sikre, at alle seks lægepraksissystemer fremover deler data om graviditeter via eget journalsystem.
Når løsningen er fuldt implementeret i hele landet, vil alle tre sektorer – almen praksis, de regionale fødesteder og den kommunale sundhedspleje - hente oplysninger fra den digitale graviditetsmappe i stedet for via den papirbaserede vandrejournal, som i dag bruges til at dele data mellem sektorerne.
Få mere information og vejledning om Digital Svangrejournal på PLSP's hjemmeside
Læs om 'Digital svangrejournal i praksis' på MedComs hjemmeside
Regionalt fødested
Sundhedsfaglige på de regionale fødesteder - fx jordemødre og sonografer - få adgang til oplysninger fra Graviditetsmappen via visningskomponenten i Sundhedsjournalen, som vises i deres egne journalsystemer.
Kommunal sundhedspleje
Sundhedsplejersker i kommunerne får adgang til visningskomponenten i Sundhedsjournalen gennem deres egne journalsystemer.
Sundhedsplejen kan se data i Graviditetsmappen, når de har et behandlingsansvar for den gravide. Adgangen bygger på sundhedslovens regler om, at sundhedspersoner må indhente nødvendige helbredsoplysninger i forbindelse med aktuel behandling af patienten.
Behandlingsansvaret kan fx opstå, når sundhedsplejen inddrages via et korrespondancebrev eller en fødselsanmeldelse. Der kan også være andre arbejdsgange i den enkelte kommune, hvor der opstår et behandlingsansvar.
De nuværende arbejdsgange for, hvordan sundhedsplejen orienteres om graviditeten, fortsætter. Det gælder fx markering af samtykke i EPJ og afsendelse af korrespondancebrev.
Privatpraktiserende jordemødre
Den nye digitale løsning til graviditetsforløb er i første omgang udviklet med fokus på deling af graviditetsoplysninger fra de elektroniske patientjournaler på fødestederne og i almen praksis. Privatpraktiserende jordemødre er derfor ikke omfattet i denne version.
Det er endnu ikke afgjort, om løsningen på sigt kan udvides til også at omfatte flere aktører, men der er et klart potentiale i at understøtte en bredere deling af relevante oplysninger på tværs af sundhedsvæsenet.
Den gravide vil fortsat kunne dele sine oplysninger med de privatpraktiserende jordemødre ved at fremvise appen Min Graviditet eller ved at sende en PDF fra appen til sin digitale postkasse, som derefter kan videresendes til den privatpraktiserende læge – enten elektronisk eller udskrevet.
Hvis man fortsat ønsker at skrive i vandrejournalen til den gravide, så er det en mulighed. Sundhedsstyrelsen har valgt, at vandrejournalen fortsat kan anvendes i en overgangsperiode.