Høremappen er nu i drift
Høremappen er taget i brug, og de første audiologiske data deles nu automatisk på tværs af aktører på høreområdet.
I første omgang deles data fra en øre-næse-hals-klinik direkte med Audiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Det erstatter en tidligere manuel og tidskrævende proces og gør delingen af relevante oplysninger hurtigere og enklere.
Delingen sker via den nationale infrastruktur for sikker dokumentdeling. Adgangen til oplysningerne logges, og borgere kan frabede sig, at deres data deles.
Høremappen skal desuden danne grundlag for det kommende arbejde med digital visitation på høreområdet, hvor relevante data skal kunne deles på tværs af de aktører, der er involveret i borgerens forløb.